Cookie persondata politik for GAFFA A/S
Log ind eller opret en gratis konto
27-09-2014

Lyden af din guitar

Skrevet af: Søren Korsgaard

LR Baggs har lavet en ny preamp til akustiske instrumenter. Vi kigger den nærmere efter i sømmene

Min første akustiske guitar, der havde indbygget mikrofon var en Ovation. Den lød ok, men selvom den efter datidens standard var en fin guitar kom den også tit til at lyde lidt "dåset" og det var ikke bare på grund af glasfiber bunden. Det jeg manglede var en preamp, der kunne forstærke guitarens eget signal op til et niveau hvor en mikser eller en forstærker kan tage sig ordentligt af det. Der findes i dag et hav af preamps med alle mulige features og den vi kigger nærmere på her har også flere features end bare at være en simpel forforstærker.

Det store overblik

Kigger Vi på Venue har vi øverst en firebånds EQ med bas, low mid, high mid, presence og treble. Til højre har vi volume knappen.
Nedenfor er der Notch filteret og ved siden af er der to knapper så man kan vælge den frekvens de to mellemtone kontroller skal arbejde ved.
Til højre er der en gain knap.
Gain systemet er supersmart og man starter ganske enkelt med at skrue op for gainen til man når det røde felt og så skruer man lidt tilbage så den står i det gule felt så er der masser af hul igennem og og man forvrænger ikke signalet. Ved siden af gainknappen er der en lille phase trykknap. Displayet er til den indbyggede tuner og til højre for displayet er der en knap til at checke batteriet med.
De to trykknapper er til henholdvis Boost og mute/tuner. Så selve layoutet er meget overskueligt og nemt at arbejde med.
På forsiden er der en skrueknap så man kan vælge hvor meget boost funktionen skal tage ved. Det maksimale boost er 9Db. Derudover er der et effektloop til eksempelvis reverb og andre effekter der lyder bedst efter forforstærkningen. Der er også et XLR stik til et balanceret udgangssignal og til sidst en ground lift der fjerner "hvid støj"

Testen

Jeg har nu haft Venue preampen i et lille års tid og må jeg kun tage et stykke gear med ud og spille udover min guitar så er det Venue der kommer med. Testen er foretaget med en Presonus StudioLive mikser. Presonus Eris monitorer og OHM Br8 højttalere drevet af en Behringer Inuke 3000. Jeg har brugt Wireworld kabler, Vovox kabler og Planet waves XLR kabler.
Guitaren der blev brugt var en Zager Customshop grand Concert.
Guitaren er monteret med en LR Baggs Anthem mikrofon.
Vi har også brugt en LD linedriver til at sammenligne med
Vi har A/B/C testet både med og uden preamp og de to forskellige udgange på preampen og DI udgangen sammenlignet med LD line driveren. Så vi kunne få det bredest mulige grundlag at lytte på.

LR Baggs

LR Baggs blev grundlagt af Loyd Baggs. Han startede egentlig med bare at være guitarist med savsmuld mellem pilfingerne så han begyndte at modificere nogle akustiske guitarer bare for sjov men tingene udviklede sig så han begyndte at bygge guitarer i sin garage i Berkly. Han blev gode venner med Ry Cooder og han købte hans første guitar, og derefter flyttede han til La og begyndte at bygge guitarer. Han ville ikke bare bygge guitarer, men var også interesseret i fysikken omkring den akustiske guitar og kom med i en forskergruppe der undersøgte gamle Stradivarius Violiner hvor de prøvede at finde ud af hvorfor de var så fantastiske. Han var en af de første der brugte Laser for at undersøge svingninger i dæk og bund. Så mange af hans guitarer så alm ud men havde de vildeste ting inden i med forskellige afstivninger og materialer. Han var en af de første der brugte kulfiber til at afstive dækket med. Efter 32 professionelle guitarer til mange af de store stjerner gik hans interesse imod forstærkning af den akustiske guitar og herfra Blev LR Baggs grundlagt. Egentlig var det for at hans guitarer kunne bruges i live sammenhæng. Igen var Ry Cooder manden der hjalp ham i gang for han var også træt af at hans akustiske guitarer ikke lød ordentligt live. Takamine havde kopieret en af hans guitarer og puttet et mikrofon system i det og Loyd hørte det da Ry Cooder skulle indspille Bob till you Drop og derfra var han solgt. Han gennemgik Takamine systemet og forfinede det og gjorde det mindre og derfra LR Baggs en realitet. LR Baggs har vundet utallige priser og vi har fra Soundchecks side været med til at nominere I-Beam systemet til MIPA prisen. Og man forstår slet ikke Loyd var nødt til at arbejde som bilsælger i de første år for at få det til at løbe rundt. Men i dag er det bundsolidt og de laver nogle af de bedste produkter på markedet.

Lyden

Den første test vi lavede var at A/B teste den alm udgang sammen med den balancerede DI udgang. Vi indstillede to kanaler på mikseren og fik indstillet volumen så de var fuldstændigt ens. Det var tydeligt at DI udgangen var den mest "kliniske" og nok også den mest "korrekte" men den var også den mindst musikalske. DI udgangen fik guitaren helt frem i pappet men den blev næsten for insisterende og når man brugte den alm udgang fik man en mere afslappet og rundere lyd som jeg fandt mere musikalsk og når man blandede guitaren ind i et miks sammen med andre guitaren flød den bedre sammen med de andre instrumenter med den normale udgang. Den test jeg tit bruger er at skrue ned for guitaren og så langsomt skrue og op for lyden indtil guitaren akustisk og det forstærkede signal er ens og så må man lytte godt efter for at skelne og lytte efter om forstærkningen er "tro" mod den akustiske lyd fra instrumentet i sig selv. Her fandt jeg at den alm udgang var den der kom tættest på den akustiske lyd guitaren havde i sig selv. Hvor DI udgangen var mere tydelig i overgangen og man var ikke i tvivl når man hørte det forstærkede signal. Det var på en anden måde mere "bright" selvom vi så prøvede at EQ den kanal lidt anderledes( stik imod A/B testens sande ideal) var der stadigvæk forskel.
Den største lyd fik da vi panorerede de to outputs 15% i hver sin kanal og så brugte dem begge to. The best of two Worlds. Hold nu kæft hvor lød det pludseligt meget stort, og selvom min gamle Headway indtil nu har været min reference, så fik den altså høvl af det der kom ud af højttalerne nu.
Da vi sammenlignede DI signalet med LD line driveren var det også tydeligt at Venue har rigtig godt "fat" i signalet. Der er fast bund, dynamisk mellemtone og krystal top, hvor guitaren igennem Ld driveren lød en hel del tyndere og som om kablet var 100m langt og der simpelthen ikke var så meget hul igennem som der på Venuen.
Helt galt gik det da vi sammenlignede signalet direkte fra guitaren og ind i mikseren og så signalet gennem Venue. Det var som to vidt forskellige instrumenter og to vidt forskellige anlæg. Uden Venue genkaldte jeg mig den meget "Dåsede" lyd fra min gamle Ovation og med Venue fik man guitarens egne kvaliteter frem til højttalerne og nuancerne stod klokkeklart.

Tuner og Notch

Den indbyggede tuner er nem at bruge og egentlig også ganske logisk i forhold til visning. Man kunne dog godt ønske sig at der kunne opnås en form for "standard" visning i forhold tunere for alle firmaer har deres eget system og LR Baggs har også deres. Men det virker og er nemt at se. En enkelt anke kunne være at det ikke er den hurtigste visning jeg har oplevet og er der meget larm så kan den ikke rigtig tune efter overtoner.
Garret Null notch filteret er ganske effektivt og meget nemt at bruge. Man skruer op for sin guitar indtil den begynde at hyle og lave feedback og så skruer man på filtret indtil man rammer den frekvens der giver problemer og så forsvinder hylet. Filtret er "usynligt" når det ikke arbejder men vil man ha det helt ud af signal vejen drejer man det venstre om så langt man kan og så slukker man for det på den måde.

Hvem skal købe en Venue

Har du brug for en Venue?? Ja hvis du spiller live på et akustisk instrument så har du brug for den, eller kan få meget glæde ud af den. På den nyligt afsluttede Tønder festival var Venue nok det stykke grej jeg så flest gange hos flest forskellige musikere. Om det var violin, banjo, mandolin eller guitar så var LR Baggs Venue defacto standarden. Den er bygget så den kan holde til at blive brugt. Batteri levetiden er meget lang på et ni volts batteri og den kan mageligt strømfødes via en alm 9 volt pedal strømforsyning eller via eksempelvis en Ciox eller Trex fueltank. Til studie brug er den også fremragende og med de to udgange kombineret får man hvad jeg vil kalde en fuldfed guitarlyd og man slipper for at have div mikrofoner stående foran sig og man skal sidde musestille for ikke at ændre på lyden. Anthem mikrofonsystemet og Venue preampen er match made in heaven og det lyder gradiost.

konklusionen

Der er mange preamps på markedet og der er mange akustiske forstærkere på markedet ligeså. Man af dem gør det rigtig godt, men ikke mange gør det lige så godt som LR Baggs Venue. Her får du et topprofessionelt værktøj, der formår at bringe det bedste frem i din guitar og sørger for at signalet når helt frem til højttalerne. Det er bygget bundsolidt og kan holde til at blive brugt. Og jeg vil til enhver tid hellere købe en supergod preamp end en middelmådig forstærker til samme pris.
Loyd Baggs har gjort det igen og formået endnu en gang at hæve barren for hvad man kan forvente at få for sine penge og hvad der er muligt at opnå rent lydmæssigt.
Jeg ved godt der findes systemer med alle mulige modellerings systemer indbygget og Nej det får du ikke her. Til gengæld får du den mest ærlige forstærkning af din guitar som du kan opnå. Og det er Shit in- Shit Out. Gold in- Gold-out. Hverken mere eller mindre. og tak for det!



Flere anmeldelser

Om Soundcheck | Annoncer | Kontakt | Jeg er lavet af BandBase.dk og GAFFA.dk