Log ind eller opret en gratis konto
17-05-2002

Strengt nok

Skrevet af: Søren Korsgaard

Nu kan man købe strenge til sin bas og guitar på nettet – og til langt lavere priser end man er vant til

Alle, der spiller guitar eller bas, kender til problemet: engang imellem skal der skiftes strenge, enten fordi de gamle springer eller mister klangen. Ligegyldig årsagen, er der tale om en større eller mindre udskrivning – for bassister en ganske stor udskrivning.
Normalt køber man sine strenge hos sin lokale musikhandler og er som sådan henvist til et større eller mindre udvalg. Når det gælder basstrenge er udvalget som regel meget begrænset (som regel kun en slags). Alligevel skal man betale kassen for strenge købt i en butik. En hurtig undersøgelse viser, at et sæt guitarstrenge koster ca. 100 kr. og et sæt basstrenge koster mellem 300 – 450 kr. Se det bliver jo også til penge hvis man skifter ofte.

Strenge på nettet

Soundcheck.dk har været i kontakt med et par fyre i Esbjerg, der har tænkt sig at gøre noget ved problematikken. De fandt ud af, at der på verdensplan kun er ganske få strengeproducenter, og at der faktisk er meget lille forskel på de forskellige produkter. Derudover fandt de nogle problematikker omkring konventionel strengeopbevaring, som de så satte sig for at løse.
Vi citerer fra deres hjemmeside:
– Hvorfor skal strenge være så dyre?
– Hvorfor svinger strenge af samme mærke i kvalitet?
Disse to spørgsmål er grunden til, at The String Site.com er blevet en realitet. For vi fandt ud af – efter grundig research – at sådan behøver det ikke at være.
Der findes faktisk kun ca. 5 producenter af kvalitetsstrenge i verden. De mange mærker på markedet skyldes, at mellemhandlere køber fra disse producenter, og sælger strengene videre i eget navn.

Rabat ved storkøb

StringSite-drengene fandt ud af, at køber man strengene i bulk – det vil sige uden fin indpakning, og i store mængder falder prisen drastisk.
Ifølge bagmændende er emballeringen af strenge den direkte årsag til at de ofte holder forbløffende kort tid;
– Forklaringen er ganske simpel. Alle ved at metal "sætter sig", når det bliver bøjet – tænk f.eks. på stål tråd. Tænkt så på hvordan strenge er rullet sammen, når du køber dem – tilmed i længere tid af gangen. Det har de ikke godt af.
Strengene bliver altså svagere af, at ligge i den normale type strenge emballage, vi alle kender. Når mange butikker så tilmed ofte har strengene liggende i op til over ét år, inden du kommer og køber dem – er det ikke sært, at kvaliteten ofte er svingende, fortæller de.
– Strenge fra The String Site.com har aldrig været sammenkrøllet i de små pakker. De opbevares udstrakt og sælges hurtigere. Dette sikrer dig friske strenge af ensartet høj kvalitet.

Vi tester

Som udgangs punkt lyder det jo lovende og især når Stringsite så sælger guitarstrenge fra 17 kr. pr. sæt og basstrenge fra 88 kr pr. sæt. Det man så giver køb på er det store udvalg, i stedet for har man valgt de mest solgte og mest populære strenge, både i type og tykkelser.
Vi har valgt at teste nogle forskellige strenge fra firmaet, nærmere bestemt deres phosfor bronze strenge til Western-guitarer, deres nylon-strenge til klassisk og deres basstreng til elbas samt en sammenligningstest af el-guitar strenge.
Testen bliver lavet dels på en Martin D-35, en Yamaha klassisk guitar, og en håndbygget båndløs bas, derudover laver vi en sammenligningstest, hvor vi putter to forskellige sæt strenge på to ens guitarer, velvidende at to guitarer aldrig lyder helt ens, vover vi alligevel det ene øje og prøver på to ens fabriksnye guitarer, for at se om strengene lyder ligeså godt som almindelige standardstrenge.

Nylonstrenge

Nylonstrengene er helt plain, dvs. ingen svejsninger i enderne. Så man skal være omhyggelig når man monterer dem. Klangen er meget blød og rund og de klinger godt og meget egalt over hele spektret. Tit oplever man at klangen på E,H og G strengen ikke står mål med klangen af de tre tykke strenge, men disse strenge klingen meget ens og giver guitaren en meget helstøbt klang.
Spilbarheden er i orden og der er absolut ingen ujævnheder at spore nogensteder, som man ellers godt kan når man lige pakker et sæt strenge ud af de små poser. Strengee stemmer godt og relativt hurtigt. Jeg oplevede at de holdt stemningen efter kortere tid end almindelige nylonstrenge jeg ellers har prøvet.
Umiddelbart troede jeg ikke at det havde nogen betydning at strengene ikke var blevet bøjet, men jeg må bøje mig og give folkene bag "The String Site" ret: Det er ikke ligegyldigt. Man får simpelthen bedre og mere egale strenge, når man får "friske" strenge der ikke har været bøjet. Det er uden tøven at jeg giver disse strenge fuldt hus.

Phosfor Bronce strenge

Min referencestreng inden for westernstrenge har indtil nu været Martins SP, så det var denne streng, som sættet fra The String Site skulle kæmpe imod.
Testen foregik på en Martin D35. Den lyder godt, men den lyder kun rigtigt godt, hvis den har de rigtige strenge på. Jeg tror jeg har prøvet det meste inden for phosfor Bronze strenge og indtil nu har det altså været Martin SP der har været min favorit, men sammenlignet med strengen fra "The String Site" kommer de til kort.
Men: Der er ikke fordi at strengene fra "The String Site" lyder bedre, for det gør de ikke. Men de lyder heller ikke dårligere og så er prisforskellen altså for stor til at være ligeglad. Et sæt SP koster ca. 120 kr. og strengene fra TSS koster ca 100 kr. mindre.
Som nævnt under nylontrengene lyder de egalt over hele spektret og får guitaren til at klinge jævnt. Martin D35 modellen er lavet for at give ekstra mellemtone, det kan godt være svært, at få strenge, der matcher dette uden at diskanten drukner, men det gør disse strenge godt. Klangen er krystalklar med masser af overtoner, så jeg blev nærmest nyforelsket i min guitar igen selvom jeg har haft den i mange år.

Basstrengene

Bas strengene var dem der kom på den hårdeste prøve. De skulle monteres på en båndløs bas med indbygget piezo-mikrofon samt en håndbygget soapbar fra Johnny Mörch. Det vil sige at kravet til disse strenge var at de både skulle kunne sige som en kontrabas når de blev spillet igennem piezo systemet og skulle kunne klinge med laaang sustain, når de blev spillet med begge systemer og være punchy og aggressiv når der skulle spilles tommelfunk på soapbaren.
Min reference indenfor basstrenge har været GHS Bass Boomers, men strengene fra TSS løste faktisk opgaven meget flot. De kan præstere den flotte lange sustain til de melodiøse ting man kan lave på en båndløs. Marcus Miller ville heller ikke blive skuffet hvis han skulle spille funk med disse strenge, godt attack og tilpas skarp tone.
De er meget allround disse strenge så med en pris på under 90 kr. for et sæt bliver det svært at finde alternativer.

Elguitar-strenge.

Som skrevet I indledningen var min mening at teste el-strengene på to ens guitarer, men det viste sig sværere end først antaget. Der er ingen musikbutikker, der er særlig glade for "The string Site" og derfor var de heller ikke særlig vilde med at deltage i forsøget, for som en af dem sagde:
– Med de priser de sælger strenge til, kan jeg kun tabe en sådan test, de sælger jo strenge billigere end jeg kan indkøbe dem.
Så i stedet for måtte jeg ty til min gamle Telecaster og putte et sæt strenge på den. Jeg har prøvet mange forskellige elguitarstrenge uden decideret at kunne udnævne en favorit-streng. Strengene fra The String Site var udmærkede og det stemte med det samme, havde en fin klang med god sprød tone, klinger selvom forstærkeren får noget overdrive og alt i alt var oplevelsen med at spille på disse strenge udmærket. Igen bliver det som med den akustiske streng, disse strenge er ikke væsentlig bedre end andre jeg har prøvet, de er bare heller ikke dårligere så i gen må jeg give topkaraktér da disse strenge kan købes for under 20% af hvad et almindeligt sæt koster.

Konklusion

For de musikere, der bruger mange strenge er dette koncept ganske enkelt genialt. Man får meget for pengene, man betaler ikke for noget udenomspjat og man får friske strenge hver gang. For dem der en gang om året, sammen med julebadet, føler, at nu skal der nye strenge på den gamle Santana-guitar, så man kan spille med på Glade Jul, ja så er The String Site måske overkill. Men det er denne slags butikker og tiltag der skal til for at ruske branchen lidt.
Next: Hvem siger at man skal betale 100 kr. for et par trommestikker??!

Flere anmeldelser

Om Soundcheck | Annoncer | Kontakt | Jeg er lavet af BandBase.dk og GAFFA.dk